Din rolle i familien
Min lillebror, Morten, sætter sig til rette på den kommode, hvorfra vi skal til at filme vores video. Noget, der umiddelbart forekommer os naturligt og nemt at snakke om, opleves pludselig som unaturligt, og det er svært for os at komme i gang. Morten kan ikke lade være med at lave ansigter til kameraet. Vi kommer til at grine. Det er svært at snakke om alt det, som er alvorligt – om alt det, som ligger så dybt i os og som både adskiller os, men også forbinder os, fordi det er noget, vi har oplevet sammen. Fordi vi sammen har været børn til en alkoholmisbruger og fordi vi sammen har skulle sige farvel til vores far.
Videoen bliver med nød og næppe klippet færdig, men den virker unaturlig.
”Jeg kan ikke lide at se mig selv på den måde,” siger Morten til mig og fortsætter: ”Det ligger mig bare ikke naturligt at være så alvorlig – det virker så trist det hele.” Jeg giver ham ret, og vi vælger at undlade videoen. Derfor sidder jeg i skrivende stund og forsøger at få vores budskab ned med ord i stedet.
Tilbage i december forsøgte min bror og jeg at filme en film om det at være søskende i en familie med alkoholmisbrug. Vores erfaringer og oplevelser af at have påtaget os vidt forskellige roller i relationen til vores far og hans alkoholmisbrug var noget, som vi gerne ville dele med omverdenen. Vi brændte inde med et budskab, som vi gerne ville fortælle højt om – i håb om at nå ud til børn og unge af misbrugere, der skulle sidde i samme situation, som vi gjorde for blot et par år siden.
Min bror og jeg mistede vores far til alkoholen for 2,5 år siden. Tiden efter vores fars død har jeg brugt på at finde mig selv igen. Til det har jeg brugt skriften og de sociale medier. Det har været givende for mig at fortælle min historie. På den måde har jeg lært at stå ved mig selv og acceptere, at det er sådan min historie lyder. Videoen, som min bror og jeg filmede, var en del af den proces.
Noget af vores historie er trist, og vi undlod ikke videoen, fordi vi ikke ønsker at dele den del. Men når man færdes på de sociale medier, er det vigtigt, at man aldrig deler noget, som man ikke har det godt med at dele. Den holdning deler vi begge.
Søskendeforholdet i en familie med alkoholmisbrug
”Bare vi har hinanden” – sådan sagde Morten til mig én af de mange gange, hvor vi hjalp hinanden med at tømme vores fars lejlighed for alkohol. ”Gider du ikke godt stoppe med at græde! Det er jo slut nu” – sådan sagde min bror også til mig dagen efter vores fars bisættelse.
Morten og jeg havde hinanden i hele den proces, det var at være børn til vores far og samtidig sige farvel til ham på grund af hans misbrug. Men selv om vi havde hinanden, så havde vi begge valgt vidt forskellige måder at deltage på, hvilket indimellem gjorde det svært for os at forstå hinanden. Video eller ej, så ønsker vi at dele vores fælles historie og ad den vej fortælle om vores oplevelse af at have påtaget os forskellige roller i relationen til vores far. Vi ønsker at fortælle, at hverken den ene eller anden måde at reagere og handle på er mere rigtig eller forkert end nogen anden. At det er helt normalt, at man både kan opleve, føle og handle forskelligt, selvom man befinder sig i den samme situation.
Vi oplevede selv, at da vi blev bevidste om dette, var i stand til at være sammen igen som bror og søster uden negativ påvirkning af de roller, som vi hver især havde påtaget os gennem vores opvækst.
Hvis man har søskende og vokser op i en familie med alkoholmisbrug, vil man højst sandsynlig opleve, at man reagerer og handler anderledes end sine søskende. Hvis man gør, er det helt normalt.
Groft sagt findes der fire roller i en familie med alkoholmisbrug, som børn kan påtage sig:
• Helterollen
• Syndebukken
• Det glemte barn
• Klovne-barnet
Dog er det meget normalt at se sig selv i flere af rollerne. Fx er ”det glemte barn” en rolle, der går igen hos alle børn af misbrugere – ofte fordi, at barnet vil lide under de svigt, der som regel følger med et misbrug og derfor ikke bliver set. Du kan læse mere om de forskellige roller i bl.a. Kristina Hermanns bog ”Du er ikke alene – om en barndom med alkoholmisbrug”.
Nedenstående er et udpluk af Mortens og min samtale omkring vores oplevelse af de roller, som vi kunne og stadig kan se os selv i. I løbet af samtalen går det op for os, at rollerne har sat sine spor i os og stadig har betydning for, hvordan vi opfatter og taler om vores fælles historie.
Helte-barnet og klovne-barnet
Jeg har tegnet de fire forskellige roller på et stykke papir, som vi sidder og kigger på.
”Hvilken rolle kan du se dig selv i?” spøger Morten.
”Jeg ser nok mig selv i helterollen. Mest fordi jeg altid følte dårlig samvittighed, hvis ikke jeg forsøgte at handle – jeg ville gerne gøre det hele godt igen. Sikre ham på en eller anden måde og samtidig også passe på dig.”
Morten kigger på mig og smiler.
”Sådan ser jeg dig også,” siger han. ”Du var den ældste og følte nok et større ansvar. Og så har du også altid været fars pige, hvor jeg mere har været mors dreng.”
Jeg nikker og kan genkende det, han siger.
”Hvilken rolle kan du se dig selv i?”
Jeg kigger på Morten og kan se, at han er lidt beklemt ved at svare.
”Jeg var nok mest ligeglad. Ikke ligeglad, fordi jeg ønskede at være det. Men jeg følte nok ofte, at far var ligeglad med mig, og derfor blev jeg nødt til at skubbe ham fra mig på en måde. Jeg ser nok mig selv mest som klovne-barnet. For mig blev det nemmere, når jeg lavede sjov og fik jer andre til at grine. Jeg kan ikke holde ud, at det hele skal være så trist – der skal også være lidt at grine af.”
Jeg kigger på min bror og kan på mange måder sagtens forstå ham. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne grine af tingene i stedet for at bekymre mig. Men jeg ved også, at der bag klovneriet og grinene indimellem kan gemme sig noget mere alvorligt. Morten fortsætter.
”Jeg tror bare, at det var svært, at du altid tænkte så meget og bekymrede dig. Du gav så meget af dig selv, uden at vi nogensinde sådan rigtig fik noget tilbage – i hvert fald ikke det, som man bør få fra sin far.”
Vi kan hurtigt konkludere, hvor vores forskelligheder kan ses i de forskellige roller. Men en helt konkret situation får os til at se det endnu tydeligere.
”Jeg kan huske, hvor vred du var dagen efter fars bisættelse. Jeg græd ved morgenbordet, og du bad mig om at stoppe. At alt jo var slut nu, og at du ikke ønskede at bruge mere tid og kræfter på at tænke og bekymre dig.”
Morten kigger ned på sine hænder og sukker.
”Ja, det kan jeg godt huske. Men det var ikke dig, jeg var sur på. Det var hele situationen. Jeg orkede ikke, at det skulle fylde sådan længere. For mig betød han ikke lige så meget, som han gjorde for dig – eller jeg var i hvert fald ikke lige så tæt på ham, som du var. Derfor var det nok svært for mig at sætte mig ind i, at du var så ked af det. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville bare gerne have, at vi kunne smile sammen igen.”
Jeg kigger på min bror og er taknemmelig over, at vi har hinanden.
Vi snakker om, hvor rart det har været, at vi har oplevet tingene sammen og den dag i dag er i stand til at snakke åbent og ærligt om det.
”Det er jo det, der er så vigtigt,” siger Morten. ”At forstå, at vi ofte indtager nogle forskellige roller, så ingen skal gå og føle sig forkerte eller få dårlig samvittighed. Der er jo ikke noget, der er forkert. Det er jo ikke ens egen skyld, at ens forælder drikker. Den situation, man kommer til at stå i, er ikke ens egen skyld, men forælderens.”
Jeg giver Morten ret.
Til slut i samtalen forsøger vi at finde frem til der, hvor vi har handlet og set på situationen ens. Vi bliver hurtigt enige om, at det især gælder den måde, vores far tog herfra på.
”Det er jo uværdigt,” siger Morten, og jeg fortsætter.
”Ligegyldigt, hvordan din forælder har været, om man synes, at han eller hun har været helt fantastisk, eller der har været svigt og uenigheder, så ønsker man aldrig at skulle miste sin forælder på den måde.”
”Nej,” siger Morten. ”Der var jo også noget mere inde bag ved – hans personlighed. På den måde holdt jeg jo af ham. Han havde jo også mange drømme og mål for sit liv, som han aldrig opnåede, fordi han var i den situation, som han var i.” Morten kigger på mig og ser så ind i kameraet. ”Der er intet, der er forkert. Vi handler jo ud fra vores følelser og kan føle forskellige ting, selvom vi står i den samme situation. Det vigtigste er bare, at man har hinanden og passer på hinanden.”
Det er Mortens sidste sætning, og med den runder jeg indlægget af og lader det blive vores fælles råd til andre, der skulle stå i samme situation som os.
Tak, fordi du læste med! Og ikke mindst stor tak til min modige lillebror. Fælles sender vi et kæmpe skulderklap til alle mælkebøttebørn – pas på hinanden.
Carina og Morten, mælkebøttebørn.
