Nu det jul igen


Skrevet af Maria, 23 år


Nu er det jul igen og nisserne pynter i min stue mens juleduften spreder sig fra vaniljekransene i ovnen. Mens jeg sidder her og tænker tilbage på hvad julen var engang og hvordan julen er i dag, sover min datter til middag. Det er hendes første jul.

Og det er først nu, jeg rigtig tænker på, hvordan en ”rigtig” jul skal være.

Jeg tænker på hvad julen var for mig, hvordan mon julen var for andre og ikke mindst hvordan jeg ønsker min datter skal opleve julen år efter år.

Før du læser resten af min fortælling, er det vigtigt for mig at fortælle, at jeg i min barndom oplevede julen hvert år med en alkoholiker i huset. Det var min far der var alkoholikeren.


En fuld højtid

Når jeg tænker tilbage på julen, mindes jeg traditioner, der indebærer tid med familien.

Her i blandt den årlige julefrokost hos min mormor. Her samledes hele familien hvert år på 2. Juledag til julemad, slik, sodavand og snaps. Jeg var altid lidt nervøs for at skulle af sted samtidig med, at jeg glædede mig. Jeg havde sommerfugle i maven. Alle mine fætre og kusiner ville være der. Vi havde det altid så sjovt! Mormor og bedstefar boede i et kæmpe hus, hvor vi måtte gøre hvad vi ville.


Det store sofabord var fyldt op med slik og hjemmebagte småkager, pølsehorn, is og sodavand. Hele dagen og aftenen legede vi og spiste, så tegnefilm og legede lidt mere.

De voksne sad i spisestuen og snakkede kedeligt voksensnak. Og de blev altid lidt irriteret, hvis man kom og spurgte dem om noget. Eller også hørte de slet ikke en.

Når klokken var mange og vi skulle hjem, fik jeg altid en knude i maven.

Hvorfor kan vi ikke lege lidt mere? Hvorfor skal vi allerede hjem? Hvilket humør er far i? Er han fuld? Er mor fuld? Hvem skal køre? Er de uvenner? Skal de skændes når vi kommer hjem? Hvis vi kommer hjem. Eller er far i godt humør? Skal han gramse på mors lår hele vejen hjem? Jeg vil ikke hjem.


I dagene op til jul og imellem jul og nytår når vi alle havde fri og skulle hygge derhjemme med slik og tegnefilm, husker jeg ofte, at far gik i værkstedet hele dagen. Og når han kom ind var han sur. Sur og fuld. Vi skulle passe på ikke, at få ham til at eksplodere.

Det skulle vi hele aftenen, mens vi skulle se kedelige gamle danske film og hygge. Jeg mindes ikke, at det var særlig hyggeligt.

Men vi børn deltog i ”hyggeriet” for at undgå det uundgåelige. Et skænderi. Vi blev oppe til meget sent og ville helst ikke i seng. Ofte når vi var kommet i seng, gik det galt. Far blev sur og så skændes de. Der gik næsten altid noget i stykker. Så der gik længe endnu før vi faldt i søvn. Og dagen efter ville det hele starte forfra.


Glæden ved at gi’ eller?


Jeg mindes at vi et enkelt år eller to har holdt juleaften hos mormor eller bedstemor. Men oftest var vi bare hjemme og så kom mormor eller bedstemor hjem til os og holdt jul. Andre gange var vi bare os selv til jul. Mor, far, mig og mine 4 søskende.

Julen har for mig altid været fyldt med spænding, glæde og håb. Jeg vågnede julemorgen, løb ned til ”nisserne” på væggen, hvor der ville hænge en gave. Hele dagen var der Mickeys juleshow i tv’et og slik på bordet. Vi skulle altid besøge bedste og ønske god jul. På vejen skulle vi forbi kirkegården og ligge en krans til bedstefar.

Ventetiden på maden var lang. Den blev brugt på at mærke på gaver, lege og se tegnefilm. Da der blev serveret spiste vi. Det bedste var risalamanden. Der var nemlig noget at vinde. Og jeg vandt tit.

Når maden var spist og vi havde danset et par omgange om træet, til en sang ingen rigtig kunne, skulle vi pakke gaver op. Hjemme hos os fungerede det sådan at den som kunne læse, den ældste, læste til og fra kortene op, mens den mindste var budbringer.



Jeg husker særligt en bestemt juleaften. Den juleaften hvor jeg havde KØBT min første julegave. Det var en stor ting. Især fordi vi ingen lommepenge fik og derfor kun havde de penge vi havde fået i fødselsdagsgave eller fundet under sofaen.

Jeg var ca 7år gammel.

Jeg havde købt en stor flot læder kalender til min far for 100kr! Jeg havde selv købt den for de sidste penge jeg havde. Jeg havde selv pakket den ind, med bånd og det hele.

Da jeg denne jul havde pakket mine sidste gaver op, fik jeg øje på tårnet ved far. Far havde ikke pakket én eneste gave op endnu, men bare stablet dem i et tårn ved siden af sig.

Han havde ikke sagt meget i løbet af gaveræset. Ikke i løbet af hele aftenen faktisk. Mor sagde heller ikke noget. Jeg tænkte ved mig selv, at det var smart tænkt. Så kunne han åbne mange gaver på en gang. Jeg spurgte alligevel: ”Skal du ikke åbne dine gaver far?”

Hvortil han svarede: ”Nej. De kan vente til næste år.” med en kold stemme der fik hele stuen til at tie. Jeg tror at vi alle var overrasket over, at han ville sige nej til gaver. Ville han slet ikke vide hvad han havde fået? Var han slet ikke glad for sine gaver? Kort efter gik han endnu en gang i værkstedet.

Tilbage stod jeg med et kæmpe hul i maven. Han ville ikke engang åbne min gave.

Spørgsmål som: Er min gave ikke god nok? Er jeg ikke god nok? Kan han ikke lide mig? Svævede rundt i mit lille hoved, alt i mens jeg bare stod og kiggede på tårnet. Hvad skal gaverne så nu? Og hvorfor sagde mor ikke at han skulle åbne sine gaver? Min gave kan jo ikke vente et år! Den er jo til næste år. Så er det jo spildt.


Følelser som tristhed, fortvivlelse, vrede og ensomhed pumpede rundt i min krop. Jeg havde glædet mig til, at se ham smile og blive stolt over, at jeg havde købt så fin en gave til ham. I stedet stod jeg nu helt alene i et rum fyldt med gaver og familie og kunne ikke forstå hvorfor han ikke ville have min gave.

Jeg mindes tit, at jeg når aftenen var slut, og vi var kommet i seng, at jeg tænkte var det det? Var det det jeg havde glædet mig sådan til? Juleaften havde (endnu engang) ikke været særlig hyggelig og ikke levet op til mine forventninger.



Fra mig til mig

Dagen efter besluttede jeg mig for, at så skulle han ikke have den kalender af mig. Så jeg gik ind i deres klædeskab, hvor alle fars gaver var blevet gemt væk. Jeg gravede min gave ud.

Jeg gik ud i køkkenet hvor han sad med avisen og sin morgenkaffe.

Han så træt ud. Jeg lagde gaven på bordet og spurgte om han var sikker på, at han ingen gaver ville have i år. Han sagde at nej det ville han ikke.

Hvortil jeg svarede: ”Fint! Så beholder jeg selv den her gave. Den kan nemlig ikke vente til næste år!”. Alt imens jeg pakkede gaven op.

Da jeg havde sagt hvad jeg skulle tog jeg MIN nye kalender og gik.




Julen som en pligt

Årene gik og det samme gjorde december efter december. Indtil mine forældre blev skilt. Da var jeg 14år gammel. Jeg husker at julen som teenager føles som en pligt. Det var en pligt at deltage i den ”hyggelige” aften.

Vi holdt jul med min mor. Jeg snakkede ikke meget med min far.

Jeg husker at jeg havde ondt af min mor, jeg vidste at hun gjorde det så godt hun kunne. Det var bare aldrig helt så magisk mere. Jeg deltog af pligt i julegaveræset, julefrokosterne, juleklip og juleaften.

Jeg tror at jeg gjorde det for at det måske skulle være bare lidt hyggeligt for mine små søskende. Men så snart juleaften var slut, havde jeg arrangeret at min kæreste eller venner hentede mig.

Så tog vi i byen og det var først da jeg trådte ud af hoveddøren derhjemme, at min juleaften blev hyggelig. Da blev båndet om min hals løsnet og jeg kunne få luft.


En magisk tid på året

For tre år siden mødte jeg min mand. Vi mødtes i november og jeg forelskede mig straks. Vi tilbragte hele december måned sammen. Vi så julekalender og disney-film, spiste slik og betroede hinanden alt mellem himmel og jord.

Dén december måned var noget ganske særligt. Og der blev plantet en varm følelse i mig. Håb. Det var håbet om, at opnå noget bedre end det jeg kom fra. Håbet om at fra nu af, ville hver december være en magisk tid.

Julen i dag, handler for mig om tid. Tid til at være sammen, tid til fordybelse, tid til at lytte til hinanden, tid til at glæde hinanden, tid til at spise og tid til at tøffe.

For mig er det vigtigt at mærke efter hvordan jeg har det. At mærke efter hvad der er tid til. Hvad der er energi til. For der er ingen grund til at bage vaniljekranse, hvis ikke man har tid eller energi til det. Så smager de nemlig ikke godt.


Derfor håber jeg, at jeg år efter år vil give mig selv tid til, at gøre julen til en magisk tid for min datter. Jeg håber at hun vil opleve julen som noget særligt. At hun vil tro på julemanden og på nisserne. At hun får sommerfugle i maven, allerede i november.

En rigtig jul for mig er derfor en jul, hvor jeg er glad og jeg har det godt. Hvor jeg mærker efter og gør hvad jeg mærker er godt for mig. En rigtig jul, er en jul hvor jeg er sammen med dem jeg holder af og som også holder af mig.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og håber at du gør noget godt for dig.

© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.