Når rollerne byttes om


Skrevet af S. 30 år


Jeg har altid været den voksne. Lige siden jeg var ganske lille.

Jeg har altid ageret mere som mor, både overfor min far og min lillebror, end som søster og datter. En rolle der til at starte med, overfor min bror, føltes som værende mit ansvar at tage. Min mor var væk. Min far var væk. Selvom vi havde folk omkring os, følte jeg, at jeg måtte sørge for min bror. Da min far kom tilbage, påtog jeg mig samme rolle overfor ham. Nærmest helt mekanisk. Det kunne ikke være anderledes.

Når der ikke var andre der gjorde noget, måtte jeg jo gøre det. Ikke?

Min bror og jeg er opvokset i plejefamilie, men på trods af de nye omsorgspersoner i vores liv, blev min rolle ved. Ikke helt i samme omfang, men jeg var konstant bekymret for min bror. Grundet forholdet mellem ham og jeg, og min brors udfordringer, valgte plejefamilien, da vi var henholdsvis 14 og 10 år gamle, at skille os ad. Deres intentioner har været gode, men om ikke andet, gjorde adskillelsen det hele værre.


Min bror følte sig valgt fra.

At jeg, var mere værd end ham. Og derfor, blev min ansvarsfølelse overfor ham større. Jeg skulle gøre tingene gode igen. Der har derfor altid været en ubalance i vores forhold. Jeg tog for meget ansvar overfor min bror, min bror var meget frustreret over at jeg altid ville ”bestemme” over ham og agerede mor, men jeg var alligevel altid den han søgte, når han havde problemer og havde brug for hjælp. Trods hans frustrationer over min rolle, var jeg det velkendte, det trygge og den der aldrig sagde nej. Den der aldrig vendte ham ryggen. For når min bror stod der, smed jeg alt hvad jeg havde i hænderne. Skolen måtte vente. Vennerne måtte vente. Arbejdet måtte vente. Der var kun min bror. Da han fik sin første dom, som 15-årig, var det mig der var med i retten. Jeg var med til møder på institutionen. Det var mig han ringede til, hvis han havde det svært. Og mig der stod til ansvar overfor ham, hvis tingene ikke gik som de skulle.


Min brors misbrug startede da han kom på institution første gang.

Først som cigaretter. Så hash og alkohol - og senere kom de øvrige stoffer. Misbruget gjorde ikke hans behov for hjælp og støtte mindre. Det gjorde ikke hans følelse af, at ansvaret skulle skydes over på mig mindre. Og derved, gjorde det heller ikke ”mit” ansvar mindre. Med tiden optog det ikke kun min tid engang imellem, men hver dag. Altid.


Min far kom tilbage i mit, vores, liv i perioder.

I starten var han fængslet, og vi havde perioder hvor vi besøgte ham. Først da jeg i en alder af 16 år havde ham mere permanent og kontinuerligt i min hverdag, kom min rolle overfor ham også til syne. Det var ikke en rolle jeg aktivt søgte. Det blev bare sådan. Min far havde perioder hvor hans misbrug var stort. Og i de perioder havde han det værst. Der kom jævnligt beskeder fra ham om, at han ikke ønskede at leve mere. Afskedsbeskeder der tikkede ind på sms, når jeg sad til undervisning på min uddannelse. Jeg forlod altid undervisningen omgående, for at løbe de 16 kilometer hjem og stoppe ham. Hver gang jeg kom hjem, blev jeg mødt af kaos. Et hjem der var smadret og en far der skulle samles op. Jeg samlede ham op. Jeg ryddede vores hjem op. Hvis han havde problemer med en kæreste, havde en dårlig dag, ikke havde kunnet skaffe hash eller andet, var det mig han ringede til og læssede af på.

Og sådan forløb hverdagen.

For det var det, det var. Det var hverdagen. Det var min hverdag. Mit liv. Og det var ikke noget jeg forsøgte at ændre. For igen, havde jeg følelsen af, at det var mit ansvar. At vi på trods af alt, var en familie. Og vi måtte jo passe på hinanden – eller jeg, måtte passe på dem. Jeg kendte ikke til andet. Det var ikke noget jeg delte med andre. For min facade, mit billede overfor venner og bekendte, skulle ikke være det kaos jeg befandt mig i. Og jeg frygtede hvad konsekvenserne ville blive, hvis andre udefra fik kendskab til den hverdag, der var blevet min. For selvom jeg levede den, vidste jeg godt, at virkeligheden burde være en anden.

Jeg bildte mig selv ind, at jeg havde forenet mig med, lært at leve med, at det her var mine vilkår. At jeg havde accepteret vejen mit liv tog, da stofferne og alkoholen besejlede min skæbne. Da min fars misbrug afgjorde, at det var sådan her tingene var.


Først da jeg som knap 19-årig kom i et forhold med en ”ganske almindelig” fyr, der blev så seriøst at jeg overfor ham ikke kunne skjule min hverdag, var der en der så hvordan det hele forholdte sig. Hvor hårdt jeg kørte på, for at redde dem og samtidig holde mig selv oppe. Han forsøgte ofte at fortælle mig, at de ikke var mit ansvar. Det ansvar jeg dog hårdnakket mente jeg havde, gjorde, at vores forhold ikke varede ved. Men vores forhold gjorde, at jeg fik mod på at tage hånd om tingene. Jeg blev tvunget til at forholde mig til det, fordi der endelig var en i mit netværk, der turde stille spørgsmålstegn ved de ting der foregik og det læs jeg trak.

Jeg startede til psykolog, og åbnede op for 15 år med ombyttede roller, ansvar og afmagt. En lang proces med at aflære en årelang adfærd, og lære mig selv at kende, startede. Og det var en proces, jeg skulle have været igennem mange år før – og en proces, jeg ikke skulle have frygtet.


Jeg gik i mange år med følelsen af, at jeg var omgivet af folk, men alligevel var alene i verden. Og det tror jeg, er en følelse mange i samme situation har. At der ikke er nogen der vil kunne forstå. At der ikke er noget der vil kunne hjælpe. Men det er der. Der er andre der forstår. Der er andre, der står i samme situation. Der er andre der kan hjælpe. Og der er andre, der kan og skal tage det ansvar, der ikke tilhører barnet.


© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.