Mit første møde med BRUS

Skrevet af kvinde, 24 år.


Selvom det synes som om, at alt omkring os kører på skinner; studiet, vennerne og parforholdet, kan der alligevel være behov for at få styr på nogle af de sten vi gemmer dybt nede i rygsækken. Derfor valgte jeg for ca. et år siden at kontakte BRUS.


Kort fortalt voksede jeg op med en mor, der til tider faldt i og drak hendes egne sorger væk. Heldigvis blev jeg i en tidlig alder anbragt i den skønneste plejefamilie man kunne tænke sig til. En familie, der smed alt hvad de havde i hænderne hver gang min mor ikke magtede opgaven som mor.


Om end dette må virke som et eventyr i et system, der ellers ofte bliver kritiseret for ikke at gribe ind i tide, begyndte jeg på mit første år af jurastudiet at bøvle med en følelse af ensomhed. En følelse, der ikke gav mening, for alt omkring mig føltes så perfekt; jeg boede i en hyggelig lejlighed i hjertet af Århus med den dejligste kæreste, jeg var kommet godt fra start på drømmestudiet og havde tilmed fået mig en rigtig god læsegruppe. Jeg kunne ikke rigtig forklare nogen om den her følelse, der fyldte mere og mere, eller forstå mig ret, jeg kunne godt fortælle både min kæreste og tætte veninder om min opvækst.


Problemet var bare, at jeg manglede én, der kunne sætte sig ind i, hvordan det er at vokse op med alkoholmisbrug, én der kunne forstå, at selvom man har brudt den sociale arv, kan man stadig føle sig anderledes og til dels ensom, især når alle omkring en er vokset op med en mor og far de altid kunne stole på.


Så ved lidt søgning kom jeg forbi BRUS’ hjemmeside og kontaktede dem. Der gik ikke lang tid før jeg fik aftalt første møde med en behandler fra BRUS. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville have ud af det her forløb, jeg vidste bare jeg havde brug for at snakke med en ”rigtig” voksen.

Og det gjorde jeg så, jeg fik snakket og snakket og snakket lidt mere, både om min mor, min plejefamilie og hvor jeg stod i dag. Jeg kan ikke præcisere, hvad det var ved samtalerne, der gjorde det, men efter de første samtaler ved BRUS forsvandt følelsen af ensomhed ligeså stille.

Måske det hele bare handlede om at få fortalt min livshistorie i alkoholens skygge til en person, der vidste præcis, hvad jeg talte om. Måske det også hjalp at få bekræftet, at min opvækst i et hus med alkohol ikke kun har haft en negativ påvirkning. Det har utvivlsomt også givet mig nogle gode værktøjer med i bagagen, der er medvirkende til, at jeg altid har klaret mig godt i skolen ligegyldigt om verden omkring mig ramlede. Der blev altså snakket om en masse gode ting, der hjalp mig med at nyde livet fuldt ud igen uden de store bekymringer om min baggrund.


Som allerede nævnt mistede jeg langsomt følelsen af ensomhed, men jeg begyndte også mere at værdsætte min plejefamilie, og i dag forsøger jeg så vidt muligt at holde en hyggedag med både plejeforældre, plejesøskende og niecer og nevøer en gang om måneden.


Så i stedet for at se så negativt på, at jeg den dag i dag stadig må leve med, at min mor nok falder i nogle huller af og til, og jeg i min omgangskreds er ret ene og alene om det problem, så må jeg erkende, at der også er kommet rigtig mange positive ting ud af min opvækst, som mange andre af mine venner ikke har. For hvem kan prale af at have to familier, der holder lige meget af dig som familiemedlem.


Selvom alle de her ting var noget jeg var bevidst om, så hjalp det, at der var en ”helt fremmed”, der lyttede og samtidig mindede mig om, at jeg har rigtig meget at være taknemmelig for.



© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.