Lykkes jul

Skrevet af Lykke, 23 år


I år er det 4 år siden, jeg sidst så min far. Det er var den jul hvor det for alvor gik galt, hvor der ikke var nogen vej tilbage og jeg måtte erkende, at jeg ikke magtede det ansvar de pålagde mig. Det var den aften der udløste, at jeg indberettede min egen far, da jeg kunne se han ikke kunne passe ordentlig på min søskende. Det var det år, at min far ringede til mig og sagde, at han ikke MAGTEDE at have mig i hans liv. Selvom det er 4 år siden, husker jeg det som var det i går.


Juledag, kørte min kæreste og jeg ud til min kusine og hendes mand, med en julekurv, som tak for deres store hjælp. Min kusine tilbød mig, at jeg bare kunne ringe hvis det blev for meget, og så ville hun komme og hente mig. Jeg sagde tak for tilbuddet, men jeg var opsat på at give mine søskende en god jul. Derefter hentede min kæreste og jeg min mor, som skulle holde jul ved min onkel. Vi havde lovet, at kører hende derned. I bilen snakkede min mor og jeg, om at jeg ikke måtte sætte mine forventninger for høje. Jeg forklarede endnu en gang, at jeg ingen forventninger havde, men blot ville sørge for mine søskende fik en god jul.

Da vi ankom ved min onkel i Vejle, gik min kæreste og jeg med ind, for at sige god jul. Ca. en halv time efter, ringer min mobil. Jeg kan se at det er min far der ringer, så jeg gik uden for og tog den. Han snøvlede ind i mobilen og spurgte om jeg ikke snart kom. Jeg forklarer ham, at jeg var ude ved min onkel for at sige god jul. Han beder mig om at få fingeren ud og ligger så på. Jeg kigger på mobilen og tænker for mig selv, at han er fuld. Jeg går ind til min kæreste og siger at vi bliver nød til at kører derud nu. Jeg fortæller ikke om opkaldet, for der var ingen grund til at gøre mor bekymret.


Da jeg ankommer ude ved min far, kan jeg se at hverken min far eller Charlotte har været i bad. Jeg kommer med en kæk kommentar om, at det var da godt de fik mig til at skynde mig sådan, når de ikke en gang selv var klar. Til min overraskelse, kommer min lillebror ned. Han sætter sig ved bordet og vi snakker. Jeg fortæller ham, hvor meget jeg har savnet ham og han kigger på mig med et blik, jeg aldrig havde set før og siger: ’Jeg har virkelig også savnet dig, Lykke!’. Hans blik viste at, han virkelig mente det.


Jeg lagde hurtig mærke til den fjendtlige stemning mellem min far og lillebror. Min lillebror var vred over, at de allerede var fulde. Jeg kunne godt forstå ham, men prøvede at glatte ud, så vi fik en god aften. Midt i pakkelegen, kommer min far og lillebror op at toppes. Min lillebror kommer med spydige kommentar om at min far og Charlotte allerede er fulde. Min far beder ham om at skride, hvis han ikke kan klare mosten, jeg beder min far om at slappe af og min lillebror løber uden for. Jeg kiggede strengt på min far og spurgte ham om det nu os var nødvendigt. Han svarede med det mest barnlige udtryk: ’Det da ikke kun mig!’. Jeg rejste mig og gik ud til min lillebror.


Da vi var færdige med at danse om juletræ, satte vi os til bords igen, for at pakke gaver op. Eftersom jeg var på SU, havde jeg ikke så mange penge at købe gaver for, så jeg havde købt min fars, Charlottes og mine søskendes gaver, i H&M. Det fik min far også kommenteret vældig på, hvilket jeg synes var uretfærdig, eftersom min fødselsdagsgave var et øl-kort. Men jeg havde besluttet at det skulle være en god aften, så jeg sagde ikke noget.

Efter gaverne, var min far og Charlotte godt fulde. Især min far, begyndte at blive grov over for mig. Han kaldte mig en luder, op til flere gange. Jeg kunne mærke hvordan vrede kom op i mig, og jeg måtte kæmpe hårdt for ikke at gå amok. Til sidst begyndte han også at kommenterer på min kæreste. Han sagde, at hvis jeg giftede mig med Peder, ville han ikke møde op. Der gik han over grænsen og jeg kunne ikke længere holde min vrede tilbage. Jeg kan ikke præcis huske hvad jeg sagde, men jeg forklarede ham i hvert fald, at jeg ikke nogensinde igen, ville hører ham snakke sådan om Peder. Jeg tog min mobil frem og bad min kusine om at komme og hente mig. Jeg gik op til min lillebror for at sige farvel og undskyldte at jeg ikke længere kunne holde ud at være der. Min lillebror kiggede på mig og sagde at han var bare imponeret over at jeg holdte det ud, så længe som jeg gjorde. Jeg gav ham et kram og gik ud for at vente på min kusine.


Min kusine hjalp mig med at få mine gaver ind i bilen. Jeg sætte mig ind og vi kørte hjem ad. Der vi var noget væk fra huset, begyndte jeg at græde. Jeg fortalte min kusine om hele aftens forløb, og at det eneste jeg ville var at give mine søskende en god juleaften. Min kusine sagde, at jeg havde gjort mere end rigeligt, for at aften skulle blive god og at det var min far der var problemet og ikke mig. Da vi nåede til min lejlighed, krammede jeg min kusine og takkede hende endnu en gang, for at have hentet mig.


Jeg gik op i min lejlighed. Den virkede lige pludselig stor og tom. Tom ligesom mig. Peder var ikke kommet hjem ude fra hans forældre endnu. Jeg satte mine gaver på gulvet, fandt min dagbog og satte mig ind i sofaen. Jeg sad et øjeblik og tænkte over aften. Jeg tænkte på min lillebrors og min snak, på alle de onde ord min far havde sagt og på den snøvlede snak over bordet. Jeg følte mig pludselig kold og lille.


Det var sidste gang jeg talte med min far og lige siden har jeg hadet julen. Hjemme hos mig, har der ikke været pyntet op til jul siden den dag. Min mor har virkelig forsøgt, at få mig til at elske julen igen, ved at pynte op i smug i min lejlighed. Det er ikke lykkedes, jeg piller det ned så snart jeg ser det. For mig, er julen kun en undskyldning for at drikke sig fuld og opfører sig åndsvagt.


Hvis jeg helt selv kunne vælge, ville jeg helst sidde i min lejlighed alene og ikke fejre denne højtid. Men jeg ved hvor ked af det min mor ville blive, hvis jeg sagde nej til at komme med ud og fejre jul ved min onkel hvert år. Så jeg tager mit happyface på og deltager. Men inderst inde føler jeg ingen glæde, fordi min far tog den glæde væk fra mig, da han endnu en gang, som så mange gange før, tog julen væk fra mig. Selvom jeg ingen glæde føler, er det ikke svært for mig at lade som om. Siden jeg var 5 år, har jeg tilpasset mine følelser, så de har passet til den situation jeg er i. Det sådan jeg har overlevet, i at opvokse med en alkoholisk far. I år har jeg besluttet mig for at skrive et brev til min far, som han kan få i julegave. Jeg har brug for en afslutning, så det håber jeg dette brev kan give mig:



Kære Jan.


Sidst jeg snakkede med dig i telefonen, sagde du at du ikke magtede mig i dit liv. At du ville kontakte mig når, du magtede mig igen.

Der er nu gået 4 år, siden du sagde de ord til mig. Jeg har overholdt min del af aftalen og ladet dig værre. Tro mig, det var ikke nemt i starten. Jeg græd meget i den periode.

Du er gået glip af mange ting i de år. Jeg er jo blevet student, med et 10 tal i huen. Efter eksamen, kæmpede jeg hårdt, for at finde en elevplads hurtigt, så jeg ikke ville ende med at gå ledig. Det gav pote. Jeg blev kaldt til nummer 2 samtale i Kiwi og i JYSK. Jeg valgte JYSK og startede der 14 dage efter min eksamen.


Du skal vide, at jeg virkelig er taknemlig for, at du og mor, har opdraget mig til at knokle for pengene. Jeg har jo tjent mine egne penge siden jeg var 16. Det var en fordel i JYSK at kende til hårdt arbejde. Jeg var altid hende, der ikke var bleg for at udleverer de tunge vare. Du skulle have set mig, da jeg udlevererede en seng helt alene, fordi min chef havde ondt i sin lille tå. Kunderne kiggede noget, når det var lille mig der udleverede, imens min chef stod og fejede lige ved siden af. Du skulle virkelig have set det far! Det var så sjovt!


Jeg var virkelig glad for at være i JYSK, det første 1½ år. Jeg følte virkelig jeg havde fundet det sted, hvor jeg hørte til. Det hele gik godt. Peder og jeg var godt nok gået fra hinanden. Jeg var flyttede hjem til mor igen, imens jeg ledte efter en ny lejlighed.

Det var ikke meningen at jeg skulle have boet der så længe, men så fik mor kræft i brystet og jeg boede ved hende noget længere, for at hjælpe. Jeg var virkelig bange for at miste hende, far.. For hvem har jeg så tilbage, når hun er væk? Det var en hård tid. Mor og jeg stod alene med det, men hun er en fighter og er nu blevet rask igen.

Efter mors sygdomsforløb, begyndte det at gå ned ad bakke. Jeg fik dog min egen lejlighed, men jeg begyndte at arbejde 12 timer hver dag i en måned. Derudover nåede jeg at have fem forskellige chefer, på de to år jeg var der. På trods af alle de timer jeg arbejdede, formåede jeg, at bestå min afgangseksamen med endnu et 10 tal. Så nu er jeg officielt uddannet salgsassistent. Jeg blev desværre sygemeldt, resten af min elevtid, da jeg begyndte at besvime på arbejde. Min krop kunne ikke holde til at arbejde 12 timer hver dag, uden nogle fridage. Så selvom jeg var meget imod det, besluttede ledelsen at sygemelde mig. Så det blev jeg. Nu bor jeg i min egen lejlighed sammen med min kanin Louie og min kat Stella. Så alt i alt går det godt nu.


Jan, jeg skriver ikke til dig for at undskylde noget. For jeg mener ikke jeg har gjort noget forkert. Jeg skriver til dig fordi jeg langt om længe kan give slip. Jeg vil ikke længere vente. Jeg har ventet i over fire år på, at du skulle kunne magte mig igen. Jeg har nu indset at det aldrig vil ske. Jeg ved nu at du aldrig kommer til at ringe tilbage. Jeg ved at du aldrig kommer til at følge mig ned ad kirkegulvet, eller se dit barnebarn når jeg bliver gravid en gang. Alt dette ved jeg godt nu, for flasken vil altid være vigtigere.


Så jeg skriver til dig, fordi min julegave til dig i år, er at jeg giver slip. Jeg vil ikke vente på dig mere, så nu er du fri. Det betyder ikke at jeg ikke elsker dig, for det gør jeg. Men da du til begravelsen kunne lade som om jeg ikke eksisterede, vidste jeg at du aldrig ville vælge mig. Sandheden er nok at du aldrig har magtet mig. Jeg var nok mere mors ønskebarn, end jeg var dit, hvilket jeg godt kan forstå. Du var ung, da du fik mig.

Jeg har været så vred på dig, fordi du ikke har kunnet være der for mine søskende og mig.


Men jeg er ikke vred mere. Jeg bebrejder dig ikke mere, for det æder mig op indefra. Jeg vil ikke længere vente på at du, bliver klar til at være min far.


Jeg ønsker dig alt det bedste. God jul og godt nytår.


Med venlig hilsen


Lykke

© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.