Skrevet af Sebastian, BRUS’ ungepanel
Man sidder blandt vennerne, og forsøger at være med i samtalen, legen, brætspillet, eller hvad man nu laver. Det er dog svært, fordi der hele tiden er et eller andet, der fylder. Man kan ikke leve sig 100% ind i hvad der foregår, man lytter aldrig helt efter, selvom man prøver.
Jeg kender det godt selv..
Der sidder én derhjemme, som ikke kan styrer sit alkoholforbrug. Det tager utrolig meget af ens tid og energi, også selvom man forsøger at tænke på noget andet. Man er bekymret, bange og usikker, fordi man ikke ved hvad der sker derhjemme. Når man så kommer hjem, og står foran hoveddøren er man endnu mere bekymret, bange og usikker, fordi man nu står og skal til at gå ind i krigszonen.
I min krigszone sidder far.
Med sine øl, og kæmper mod mor, der er sur over at han sidder med dem. Midt i det hele står mine lillebrødre og jeg, og kan ikke gøre det helt store. Det er så træls. Lige meget hvor meget man prøver at få våbenhvile, så hjælper det bare ikke særlig meget. Og når man så sidder sammen med vennerne, så kan man ikke glemme tankerne om krigszonen.
Det er også træls at sidde og tænke på den, fordi man føler sig så alene med den. Man er sikker på at ens venner ikke vil kunne forstå en, og bange for, at hvis de vidste det, vil de måske ikke være ens venner mere.
Sådan tænkte jeg selv.
Jeg følte mig anderledes, forkert og alene. Jeg var også sikker på, at hvis mine venner fandt ud af det, så vil de syntes det samme, og ikke være sammen med mig mere. Men jeg lærte, at det intet havde med mig at gøre. Hvad min far gør, bestemmer ikke hvordan jeg er.
Fordi jeg er god nok
Selvom jeg måske ikke har haft den bedste barndom, så er jeg ikke forkert. Og det er andre, som har forældre med rusmidler heller ikke. Vi er ikke forkerte, og vi er heller ikke alene. Man kan sidde og tro, at ingen andre kender til det. Men jeg lærte at det var forkert. Jeg sagde det vil mine venner, og fandt ud af, at to af mine rigtige gode venner også havde en far der havde alkoholproblemer. De følte sig også anderledes, forkerte og alene.
Men sammen følte vi os ikke alene eller forkerte.
Vi endte alle med at få hjælp i BRUS, og fik alle et meget bedre liv efterfølgende. Så hvis du kender følelsen af usikkerhed, ensomhed og det at være forkert, så husk, at der er hjælp at hente.
