• BRUS

Facaden

Kære alle

Tak, for en spændende gruppechat i torsdags, hvor vi snakkede om familie og svigt sammen med Anne fra BRUS Ungepanel. Vi fik snakket om familie og oplevelsen af svigt på flere forskellige måder og fra flere forskellige perspektiver. Vi snakkede om det svigt, man oplever, når ens forældre drikker meget, og hvordan man kan opleve, at de forsvinder og bliver en anden. Vi snakkede også om, hvordan svigt føles og hvordan man kommer igennem det. Til sidst snakkede vi om andre måder, man kan opleve svigt på, og hvordan den grundlæggende følelse af svigt er en følelse, de fleste oplever. Det er svært at komme igennem, og det kan tage mange år at tilgive og komme over et svigt.


En anden når han drikker

Vi kom omkring, hvor ubehageligt det er, når man oplever sine forældre “skifte” personlighed, sådan som det nogle gange sker, når der er alkohol eller stoffer involveret. En ung skrev: engang råbte han af mig, da jeg hentede ham, fordi der var rødt i krydset sådan 500meter fremme.. han bliver ret mærkelig, når han drikker.

Man kan føle, man ikke kender dem, og selvom de kan være gode forældre, når de er ædru, kan det være umuligt at stole på dem. Her skrev en ung: nogle gange er han en ret god far, men lige for tiden, har jeg faktisk ikke rigtig lyst til at snakke med ham overhovedet - heller ikke selvom han er ædru.


Det falske liv

Når man lever i en familie med problemer, kan det være en frygtelig ubehagelig tanke at skulle åbne op og fortælle om det til nogen udefra. Det kan virke lettere at have en facade om, at alt er fint. Gæsterådgiver Anne skrev om dette: Da jeg var yngre byggede jeg også en facade op, om at der ingen problemer der var derhjemme, så jeg brugte rigtig meget tid på at ''dyrke'' mit falske liv, hvis det giver mening? For så var det ikke nødvendigt at snakke om de ubehagelige ting. Jeg ved ikke om det er noget i også kender lidt til?


At åbne op

Det kan være så skræmmende at skulle åbne op og dele alle de svære og smertefulde ting, der er indeni en. Man kan frygte at andre ser på en anderledes, måske man er bange for, at de vil synes, man er svag. Til det skrev gæsterådgiver Anne noget meget vigtigt: Det er virkelig udmattende, og det er hårdt gang på gang at knække sammen. Mit glas flød også over til sidst, og det er derfor jeg står her hvor jeg er i dag! Jeg begyndte at åbne mig op for mine nærmeste venner og veninder, og de så ikke andersledes på mig, tværtimod!

Selvom det kan være skræmmende og det kan virke som den sikreste løsning at holde facaden og hemmeligheden, så er det ikke altid det er det, der er bedst for én. Nogle gange kan det være svært selv at bedømme, hvad der er det bedste for én, og nogle gange er det nødvendigt at inddrage andre, at række ud, at tage imod støtte. De fleste mennesker støtter og hjælper de, der har brug for det. Man bliver ikke set som en anden, og især ikke som svag, for man er lige præcis det modsatte.

Så omfavn støtten, I er stærke.


Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.