• BRUS

Du siger det ikke til nogen!

Shhhh!

På torsdag fortsætte BRUS kampagnen, hvor vi sætter fokus på det, at vokse op i familier, med rusmiddelproblemer. Det kan opleves på mange forskellige måder, og det er ikke altid, man selv ved, at der foregår noget, der ikke skal foregå. Det kan også være, at man har en fornemmelse af, at der er noget galt, at ens familie er anderledes end ens venners familier. Måske drikker ens forældre lidt mere end de andre forældre. Måske er man bange derhjemme. Det kan være, at man ser og oplever nogle ting derhjemme, som man føler, man burde fortælle til nogen, fordi det føles så forkert. Det kan være, at man gerne vil dele disse ting, men ender med ikke at gøre det. Alt det, der foregår derhjemme kan blive til en familiehemmelighed, som man beskytter uden måske selv helt at vide hvorfor.


At holde på en hemmelighed

Nogle hemmeligheder er lette at holde, andre fylder så meget, at det kan gøre helt ondt i kroppen at holde dem for sig selv. Det kan føles som en konstant knude i maven at gå rundt med denne viden, og hemmeligheden kan tage kontrol over ens tanker. Måske man bliver tvunget til at holde hemmeligheden, men måske man holder den af andre årsager. For eksempel skyld, skam og frygt. Man kan føle skyld og skam over det, der foregår og derfor ikke have lyst til at dele det. Man kan være bange for, hvad der sker, hvis man fortæller det til nogen. Både for, hvad der sker med familien, men også med én selv. Det er en skræmmende tanke, der kan gøre, at det virker smartere at holde hemmeligheden.


Chatten på torsdag

På torsdag fra 18-21 snakker vi i gruppechatten om hemmeligheder og alt, hvad disse hemmeligheder indebærer. Der er plads til alle, og alle hemmeligheder kan deles her. Vi har en gæsterådgiver med, som skriver om sig selv: Jeg hedder Lone og er psykolog. Jeg arbejder i et projekt der hedder Ung Revers, som tilbyder gratis behandling af børn og unge fra 0-25 år som vokser op i familier med rusproblemer. De sidste 12 år har jeg beskæftiget mig med de konsekvenser forældres afhængighed har for børn og unge. Jeg har selv børn og unge i terapi ligesom jeg underviser og holder foredrag om det at vokse op i familier med rusproblemer.


Vi glæder os til at chatte med jer!

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.