Af Anja, 22 år
Det her skal ikke være en lang smøre om, at jeg er sur på samfundet. Jeg vil have det skal være en øjenåbner omkring det, at vokse op i en familie med rusmiddelproblemer.
Selv er jeg vokset op med en far der er alkoholiker. Det har bestemt ikke været nemt, men det værste har nok været, at det har været så tabulagt, så det har været svært at åbne op om. Jeg har ikke åbnet op om det før i mine senere år af frygt for, at jeg evigt og altid vil få de her blikke der både udstråler medlidenhed, men også skræmte øjne. For hvad nu hvis, man kom til at give det forkerte respons, eller hvad nu hvis jeg skulle blive helt vildt ked af det og man ikke kunne ’’orke’’ at skulle samle mig op igen.
Jeg har brug for, at det er okay man nogle gange lever et anderledes liv, og det kan være en mere normal ting at snakke om. Ikke at det skal være evigt deprimerende snak, men bare at det er mega f*cking irriterende, at min far lige skulle drikke det ekstra til familiefødselsdagen som jeg havde glædet mig til, fordi for en gangs skyld skulle alt handle om mig, og ikke ham.
Jeg kan godt forstå det, sagtens!
Hvad skal man lige svare til sådan noget? Der er ikke en brugervejledning til hvordan man skal snakke med en med samme opvækst som jeg. Nogle gange skal man også bare huske på det er okay at sige ’’hold kæft hvor er det også irriterende’’ i stedet for, at være så fortrøstningsfuld og ’hvor er det også bare synd for mig’.
Jeg er træt af, at vi lever i et samfund hvor alle konstant snakker om ytringsfrihed, vi skal stå op for dem vi er og have lov til at ytre vores meninger. MEN ligeså snart at ordene ’’min far er alkoholiker’’ kommer ud, bliver der så stille man ville kunne høre en nål blive tabt på gulvet.
Jeg er træt af, at jeg i en alder af 22 år, stadigvæk ikke kan åbne op om mit liv, for at tage hensyn til dem, som frygter at sige noget forkert. Jeg tror vitterligt ikke, at der er meget der kan siges forkert! Jeg vil hellere have en eller anden form for respons, jeg kan bruge til noget, end at man knap kan kigge mig i øjnene efter.
Sig noget, det behøver ikke at være så trist. Giv et skulderklap eller et kram! Alt andet end stilhed og sørgmodige øjne. Bryd tabuet!
