At lære, at få sat på ord

Opdateret: 13. dec. 2018


Af Emma, 27 år


Min mor var alkoholiker og døde da jeg var 18 år. I årene efter hendes død bearbejdede jeg ikke min sorg, hvilket resulterede i en destruktiv adfærd.


Jeg drak mig for fuld til festerne og opførte mig uansvarligt. Jeg havde et ukontrollabelt behov for at være centrum og blive hørt. Jeg hadede mig selv for det og fortrød altid min opførsel. Til trods herfor fortsatte jeg i dette destruktive spor, som endte med at nedbryde mig, fordi menneskene omkring mig distancerede sig fra mig – jeg var simpelthen for voldsom at være sammen med.


Jeg følte mig ensom – og var ensom med min sorg.

Heldigvis var der et par mennesker som krydsede min vej og fik mig væk fra det vildspor jeg befandt mig på. De kunne rumme mig og satte mig på rette kurs. Ikke med professionel behandling, men en art menneskelig behandling og forståelse samt en god portion tålmodighed. Efterhånden fik jeg det bedre. Jeg blev mere rolig og affandt mig fint med at lade andre tage spotlightet, det var ikke længere et pressende behov.


Da overskuddet var genfundet meldte jeg mig til gruppeterapi i TUBA.

De første sessioner var frugtbare og jeg husker at være fuldstændig baldret bagefter. Jeg sov som en sten om natten. Til sessionen fik mine minder og min sorg lov at få frit spil på en lidt kaotisk facon, det var godt, men frustrerende at jeg ikke kunne styre mine ord og tanker. Efter nogle gange stoppede jeg. Ikke fordi det ikke var godt, men fordi jeg opdagede, at jeg ikke passede ind. Jeg var den eneste i gruppen som havde mistet den pågældende person – min alkoholiserede mor. Den håndfuld gange jeg havde været til i TUBA havde jeg erhvervede mig en række redskaber til at kunne snakke og åbne op for min sorg til andre nærtstående. Jeg opdagede, at dét havde været min hæmsko. Ikke at vide, hvordan jeg åbnede op, hvordan jeg kunne sætte ord på min sorg. Men det havde jeg til en vis grad lært i TUBA.


Senere hørte jeg så om BRUS og deres ungepanel. Jeg meldte mig og her fik jeg hurtigt oparbejdet flere – og mere konkrete – redskaber til at kunne gå i dialog med andre om min sorg. Det var enormt givende – givende nok til at jeg i dag er i stand til at give videre til andre. Derfor er jeg i dag frivillig brobygger i foreningen Social Sundhed. Her er jeg med til at gøre mit bidrag til, at mindske sociale ulighed i sundhed ved at ledsage socialt udsatte borgere til aftaler i sundhedsvæsenet. Jeg har lært, at få sat på ord det, der er svært, og jeg føler, at det hele begynder at give mening.




© 2019 CfDP

Projekt BRUS hjælper børn og unge i alderen 0-24 år, som lever i familier med rusmiddelproblemer.

Vi er i 11 midtjyske kommuner.