Vores faglige tilgang

I BRUS arbejder vi ud fra en kognitiv, systemisk og narrativ tilgang, samt med et syn på barnet/den unge som på én gang ressourcefuldt og skrøbeligt.

Vi ønsker at medvirke til at bryde tabu og stigmatisering i forbindelse med det at vokse op i familier med rusmiddelproblemer. Vi går ud fra, at alle forældre vil deres børn det bedste, men at det for nogle forældre kan være svært at udfylde forældrerollen, hvis man har udviklet et problematisk forbrug af rusmidler.

I BRUS arbejder vi ud fra fire grundprincipper:

Tidlig opsporing

Forskning i udsatte børn peger på, at en tidlig opsporing og indsats er afgørende for at sikre barnet en god udvikling. Derfor arbejder vi på at nå børn og unge i målgruppen så tidligt som muligt i barnets liv.

Inddragelse af familien

Vi vægter inddragelse af familien og barnets/den unges primære voksne højt, da både forskning og vores egne erfaringer peger på, at det giver det bedste behandlingsresultat at arbejde med hele det system, som barnet eller den unge er en del af.

Motivering til behandling

Det er vigtigt at motivere den voksne i barnets liv, der har et problematisk rusmiddelforbrug til at tage imod behandling. På den måde arbejder vi ikke alene med at styrke barnets mestringsevne i forhold til de vilkår, han eller hun vokser op i, men også med at ændre på de grundlæggende udfordringer i familien.

Perspektiv på barnet

Vi anskuer barnet/den unge som på én gang kompetent, reflekterende og robust aktør i eget og andres liv – og samtidig som inkompetent, ubevidst og sårbar over for andres handlinger, fortolkninger og beslutninger. Denne forståelsesramme er i overensstemmelse med den nyere udviklingspsykologi, og danner grundlag for samtlige ydelser og aktiviteter i projektet.